Vi har meget at være stolte af i vor kommune. Vi har de gode strande, den dejlige natur, den smukke gamle by og hele vor unikke kulturarv. Men vi kan udvikle kommunen så vi bliver endnu mere stolte over at bo i Helsingør kommune.
Vor historiske kommune har gennem mange hundrede år gennemlevet mange meget interessante perioder.
Den seneste storhedsperiode var i Helsingør Skibsværfts glansperiode efter anden verdenskrig, hvor denne store arbejdsplads bragte velfærden til Helsingør og samtidig gav kommunens indbyggere en stolthed over at være borgere i denne driftige kommune. At vi så havde et herrehåndboldhold, der år for år blev danmarksmestre, og hvor halvdelen af holdet spillede på landsholdet, gjorde ikke stoltheden mindre.
Jeg har i det seneste halve år deltaget i en række debatmøder som De Konservative i Helsingør har søsat under navnet Fritænkeren. Gennem disse møder med en række borgere har jeg fået en række impulser som jeg sammen med en række konservative er ved at behandle så vi snart får en samlet konservativ vision og plan for den fortsatte udvikling af Helsingør kommune så vi kan fastholde og udbygge stoltheden og glæden ved at være borger i denne dejlige kommune.
Der er ikke truffet nogen endelige beslutninger eller prioriteringer endnu, men jeg vil her delagtiggøre Jer i noget af tankesættet:
Konservativ bypolitik for Helsingør handler ikke om at bestille nye rapporter for byens udvikling, men om at sætte ting i gang, at få ting til at ske, så der er endnu mere at være stolt af.
Den mest markante ting, som vil ske, er allerede i gang. Kulturværftet og Kulturhavnen vil blive meget, meget andet og mere end blot et nyt hovedbibliotek. Der vil også blive teater- og koncertsal, et nyt egnsteater "HamletScenen", café, mødelokaler, medieværksted og nyt Søfartsmuseum - alt i alt en kulturel saltvandsindsprøjtning uden sidestykke!
Husk i denne sammenhæng på at kommunen har fået en unik finansiering. Ingen andre kommuner i landet har før været i stand til at får tilført 800 millioner kr. i udefrakommende investeringer, og dette er noget vi retteligen er stolte over.
Når det samlede projekt, kulturværft og kulturhavn og hele området omkring dette står færdigt, vil det fremstå som noget helt enestående og spektakulært som vil vække opmærksomhed viden om.
Men museer og bygninger, hvor arkitektonisk smukke de end måtte være, er intet uden liv, uden mennesker. Vi Konservative vil derfor bruge Kulturværftet og Kulturhavnen som afsæt til at gøre Helsingør til et kulturelt kraftcenter.
Nogle af de idéer vi har fået med møderne med borgerne skal nævnes her:
- at bruge Kulturværftet til fornyende musik, dans og teater
- at få små og ikke mindst store rock-koncerter til byen, hvorfor kommer de store navne kun til Helsingborg?
- at brande byen som "musik-by"
- at forbedre markedsføringen af Helsingør i forbindelse med Hamlet på Kronborg og større kulturelle begivenheder i fremtiden
Det synes vi er rigtig gode idéer. Hvorfor? Fordi vi ved, at gode kulturtilbud er den bedste løftestang til at tiltrække nye arbejdspladser, og yngre mennesker til byen. Andre byer har bevist det kan lade sig gøre, så det kan vi også i Helsingør med det internationale brand vi faktisk allerede har med i bagagen, takket være Shakespeares Hamlet, der er kendt i hele verden for at foregå i Elsinore og FN's anerkendelse af Kronborg som en del af menneskehedens fælles kulturarv.
Jeg omtalte værftet i min indledning, og jeg må desværre konstatere at der stadig er mange i Helsingør der er præget af, hvad jeg vil kalde ”værfttankegangen”. Med dette mener jeg at disse mennesker tænker i arbejdspladser som industri, men glem denne tankegang. Danmark og verden har for længst forladt det industrielle samfund og vi befinder os midt i videnssamfundet, og dette vil vi udnytte.
Vi vil istedet skabe rammerne for at tiltrække videnstunge - og kreative erhverv og serviceerhverv.
Vi taler meget om at vi ikke har arealer til nye erhvervsvirksomheder, men dette kan løses ved ”genbrug” af de nuværende nedslidte industriområder ved at omdanne disse til spændende erhvervsmiljøer af lige præcist den slags vi ønsker at satse på for fremtiden.
Tag blot forbi forbilledet lige om hjørnet: Hellebæk Klædefabrik, hvor kontorfællesskaberne bobler af små spændende vækst-virksomheder, som her kan etablere sig i attraktive omgivelser.
Hvorfor ikke etablere rammerne for et egentligt innovationsmiljø i Helsingør, der kan skabe rum for mange nye opstartvirksomheder?
Turisme vil komme til at fylde meget i fremtiden. Vi vil udarbejde en dynamisk, fremadrettet turistpolitik hvor vi vil sammenkæde de utroligt mange tilbud kommunen har at byde på: Kronborg, Karmeliterklosteret, Louisiana, hele den gamle by med Danmarks ældste borgerhus, den nye Nordhavn, en anlægskaj for krydstogtskibe, omegnen med søer skove og de flotte strande og den nye nationalpark: Kongernes Nordsjælland samt meget mere.
Vi vil foretage et massivt løft i såvel den danske som den internationale markedsføring af Kommunen, hvor vi er så heldige, i modsætning til stort set alle byer i Danmark, at have et internationalt anerkendt brand i sammenkædningen af Elsinore og Hamlet. Dette aktiv vil blive udnyttet i en perspektivrig markedsføring. Turisterne skal nemlig også have lov til at mærke stoltheden over vores by, stoltheden over alt det, vi allerede har at byde på her i byen, men også stoltheden over de spektakulære nye tilbud, som kommer til i de nærmeste år.
Markedsføring er vigtig, men lad os heller ikke glemme det helt nære, det som ikke står i turistbrochurerne, men som måske er det vigtigste af alt: At kunne være stolt af sin kommune handler også om, hvordan vi behandler de borgere, som har brug for hjælp. I Helsingør behandler vi f.eks. vores ældre medborgere godt. Vi har en ældrepleje, som får tilført flere ressourcer end de fleste andre kommuner, og det mærkes!
Tilfredsheden er, som den skal være, helt i top, hos de ældre selv, hos de pårørerende. Vi har lagt os i selen for at tiltrække de bedste medarbejdere, og det er faktisk lykkedes os at rekruttere en række dygtige og motiverede medarbejdere ikke mindst fra den anden side af Sundet. Nabokommunerne misunder os de meget få ubesatte stillinger vi har i ældreplejen hos os. Den positive tilgang til ældreområdet vi har i kommunen skal vi udbygge med konstant at sætte os nye mål i ældreplejen. Èt ambitiøst , men rimeligt mindstekrav her i 2008 og fremover, kunne være – mindst 2 værelser og eget toilet og bad til alle beboere på alle kommunens plejehjem. Dét ville give os endnu mere at være stolte af.
Min afsluttende opfordring til Jer på denne smukke grundlovsdag her i Hellebæks smukke natur er: Støt op om at gøre denne vision til virkelighed. Lad os gøre dette ved at bygge videre på alt det gode vi allerede har i kommunen og gøre det endnu bedre. Lad os sammen gøre kommunen til den perle vi har potentialet for at blive.
fredag den 6. juni 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar