lørdag den 21. juni 2008

Styrk fagligheden i Helsingørs skoler!

Indlæg v/ Kristian Juul (K) bragt i Helsingør Dagblad 21. juni 2008

Vi Konservative arbejder som bekendt målrettet på at styrke fagligheden i Folkeskolen. På det lokale plan er det lykkes at stykke hen ad vejen her, idet vi kan glæde os over, at Helsingørs skoler har vist klare tegn på forbedringer gennem de seneste par år.

Men vi ligger stadig ligger lidt under landsgennemsnittet, og det kan vi ikke være tilfredse med -Helsingør skal ligge i top! Der er derfor stadig meget at arbejde med politisk for at styrke det faglige niveau i kommunens skoler.

Tidligere har vi Konservative i "Fritænker-projektet" peget på ledelsen af skolerne. Det er derfor glædeligt, at bl.a. Erling ”Skipper” Hansen, Konservativ børne- og ungeudvalgsformand nu har forslået under overskriften "Skolernes Dagsorden 2010" , at der skal indføres en såkaldt "Evalueringskultur", hvor det bliver helt naturligt for ledere og lærere at måle egne resultater i forhold til andre, og selvfølgelig løbende følge op og forbedre.

Et andet væsentligt element i "Skolernes Dagsorden 2010" og løftet af fagligheden er efteruddannelse af lærerne. Vi glæder os derfor som Konservative over det foreslåede efteruddannelsesløft af lærerne, især indenfor de matematiske og naturvidenskabelige fag, som er i tråd med konservative prioriteringer og ikke mindst er dét, som erhvervslivet har allermest brug for.

Endelig er der skolernes fysiske rammer. I Helsingør kan vi generelt godt være vores skolebygninger bekendt, men dér hvor nedslidningen har sat ind, sender det et dårligt signal til både elever, forældre og lærere.

Som kommune skal vi naturligvis holde igen med anlægsudgifter, når samfundsøkonomien kræver det, men netop skolernes fysiske stand er så afgørende, at det må og skal prioriteres, også fra finansministerens bord.

Ingen kommentarer: