Af Kristian Juul (K), Formand politisk udvalg, Konservative i Helsingør
Jeg vil gerne kvittere Lone Egesby for engagementet i Helsingørs skoler, som vi lader til at have til fælles, trods uenighed om en del af midlerne til at løfte skolerne.
Som forælder til to børn i Nordvestskolen, der på mange felter kan dokumenteres at være den mest udfordrede af kommunens skoler, mener jeg nu nok at jeg befinder mig solidt ude i virkeligheden.
Skolepolitik handler, som alt politik, om prioritering. Jeg står derfor selvfølgelig ved min glæde over, at det foreslåede efteruddannelsesløft af lærerne i "Skolernes Dagsorden 2010" bl.a. omfatter netop de matematiske og naturvidenskabelige fag. Samtidig vil jeg gøre opmærksom på, at dette ikke kun er en lokal beslutning, men også bunder i, at regeringen økonomisk støtter netop efteruddannelse i naturvidenskabelige fag, som arbejdsmarkedet i så høj grad efterspørger. Jeg mener dét er yderst fornuftigt, og at vi skal sige ja til dén mulighed.
Lone Egesby opfordrer mig til at besøge kommunens skoler for at se tilstanden. Som forælder ser jeg det i hverdagen! Og jeg mener faktisk, at man godt kan se, at de 120 millioner kroner som det borgerligt ledede byråd over de sidste 6 år har afsat til renovering af kommunens skoler har forbedret standarden mærkbart.
Men som jeg også skriver, er der fortsat behov for at udbedre, dér hvor nedslidningen har sat ind, idet det sender et dårligt signal til både elever, forældre og lærere. Der er på landsplan afsat et milliardbeløb til renovering af skoler i det kommende år i regeringsoplægget, men samtidig pålægger anlægsstoppet overfor kommunerne i år Helsingør og andre kommuner at holde igen og udskyde diverse renoveringsaktiviteter. Dette er baggrunden for at jeg opfordrer til, at finansministeren åbner op for, at vi kan bruge penge her og nu på fortsat at renovere nedslidte skolefaciliteter - præcis som intentionen i kvalitetsreformen.
Jeg vil gerne byde Lone Egesby og andre interesserede velkommen til at fortsætte den vigtige debat om Helsingørs skoler - få ting er for mig som Konservativ, men først og fremmest som forælder, et vigtigere politisk mål end at give vores børn den allerbedste faglige og sociale start i livet. Glædeligvis fortsætter debatten om skolerne til efteråret i bl.a. Fritænkeren.
onsdag den 25. juni 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar