"I udlandet kender de kun én anden dansk by end "Copenhagen" – nemlig Danmarks eneste provinsby med sit eget engelske navn, "Elsinore" som Shakespeare døbte byen. Dét skal vi bruge til at fange turisterne ind og holde på dem!"
Dette og meget andet blev sagt ved Fritænkernes debatmøde med ca. 20 engagerede borgere søndag under overskriften "Ny Vision for Helsingør Kommune."
Markedsføring af Helsingør, ikke kun overfor turister, men også overfor kommende medborgere og nye virksomheder, var et gennemgående tema.
Både Borgmester Per Tærsbøl (K) og Malene Carmel (K) kredsede i deres oplæg om Helsingør som "Den Anden By", som hovedstadens attraktive modpol i den anden ende af Kystbanen. En by, hvor man finder oplevelser, som hovedstaden mangler, oplevelser som ro, nærhed og autentisk miljø.
Men som Malene Carmel påpegede, så lader markedsføringen af Helsingørs unikke fortræffeligheder meget tilbage. Mange flytter til byen uden at vide meget om den, nærmest tilfældigt, og finder først hen ad vejen ud af, hvor meget byen og kommunen faktisk byder på. Malene foreslog en anderledes proaktiv indgang for at tiltrække nye ressourcestærke tilflyttere – f.eks. at reklamere for byen i søndagsavisernes svulmende boligsektioner.
Borgmester Per Tærsbøl fulgte op med forslag til mere turisme – f.eks. idéen om et nyt moleanlæg til krydstogtsskibe. "De er begyndt at lægge til i Kalundborg af alle steder," sagde han, "hvor meget mere har vi ikke at byde på i Helsingør?"
I den fri debat efter oplæggene skortede det ikke på input til de Konservative politikere. Især kom der fra flere en kraftig opfordring til at sanere industriområdet ved Industrivej og Fabriksvej: "Området ved rundkørslerne på Kongevejen er "indgangsporten" til Helsingør, og hvad er det for et syn vi byder turisterne?" spurgte en deltager og svarede selv: "Et trist, nedslidt industriområde, som minder om noget fra Sovjettiden". Der var enighed om, at området burde renoveres, ikke kun for turisternes skyld, men også så mere videnstunge og kreative erhverv kan trækkes til området – og til kommunen i det hele taget.
Fritænkerne pegede også på mulighederne for i sammenhæng med det kommende Kulturværft i endnu højere grad at slå på Helsingørs nærhed til havet: At bruge Nordhavnen og de andre havne mere rekreativt med Rungsted Havn som forbillede, eller at opgradere strandene syd og nord for byen til strandparker.
Flere turister, flere ressourcestærke tilflyttere, flere videnstunge og kreative virksomheder – fritænkernes bud på at gøre en god by endnu bedre – Den Anden By, Elsinore!
lørdag den 8. marts 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar