”Folkeskolen skal være hele samfundets mødested!”
”Vis skolebestyrelserne, at deres indsats gør en forskel!”
”Alle elever starter top-motiverede i skolen – hvordan holder vi fast i motivationen gennem alle ti år?”
Citater fra første dagligstuemøde i det banebrydende ”Fritænker-projekt”, som De Konservative i Helsingør skød i gang mandag aften 25. februar. 15 Helsingør-borgere var samlet i en dagligstue i Snekkersten mandag aften til fri politisk debat. Emnet var skolen og specielt Folkeskolen i Helsingør – en ”stærk konservativ mærkesag”, som Bo Søby Christensen, ikke selv konservativ, men stærkt engageret forældrerådsrepræsentant på Byskolen, udtrykte det.
Debatten var sprudlende fra start af, og efter et kort oplæg fra den Konservative børne- og ungeudvalgsformand Erling ”Skipper” Hansen om indsatsen for at løfte kvaliteten i kommunens skoler, kom den ud i alle hjørner – lige fra forslag om havregryn til fri afbenyttelse for morgensultne elever til en intens debat om, hvorfor skolerne sender så vidt forskellige andele af eleverne videre i gymnasiet og andre ungdomsuddannelser.
I centrum aftenen igennem var dog behovet for at fokusere på ledelsen af kommunens folkeskoler. Helsingørs skoler ligger trods tegn på forbedringer gennem de seneste par år stadig under landsgennemsnittet. Det er ikke tilfredsstillende. Den afgørende ressource til at hæve kommunens elever er og bliver gode lærere. Og gode lærere kræver gode ledere.
Fritænkerne slap mange gode tanker løs for at hjælpe ledelsen på vej: Eksempelvis ansættelse af skoleledere på åremålskontrakter – til højere løn, men også med større krav til ledernes kvalifikationer. Eller bedre muligheder for at give bonus til ledere og lærere for gode resultater. Eller at få ansat nogle skoleledere, som frem for kontant afregning simpelthen prioriterer at give de gode lærere det lille ekstra klap på skulderen, der hjælper de gode præstationer på vej.
For fritænkerne var der ingen hellige køer og en stærk vilje til at komme udover alt for snærende regler og forstokket fagforeningspolitik. Det er børnenes fremtid der gælder – og byens!
Men ledelse og lærere gør det ikke alene – uden forældre som lever op til ansvaret, rykker ingen elever. Der må godt stilles flere krav til forældrene. Krav om at børnene er opdragede hjemmefra. Krav om at børnene møder op i skolen med sund mad, både i maven hjemmefra, og i madpakken. Krav om at tage lektiehjælpen alvorligt.
Men det er også vigtigt at anerkende de mange forældre, som faktisk er engagerede, og lade dem gøre en forskel: Et konkret forslag, som Erling ”Skipper” fik med sig hjem fra fritænkerne, var idéen om at gøre skolebestyrelsernes arbejde meget mere synligt. F.eks. ved at opfordre skoleinspektørerne til at melde langt mere aktivt tilbage til skolebestyrelserne om, hvordan deres indsat helt konkret udmønter sig i hverdagen på skolerne.
Som borgerlige kredsede en del af fritænkerne også om værdien af sund konkurrence – også når det gælder skole: Naboskoler som kæmper om eleverne får det bedste frem i hinanden – hvad enten det er folkeskoler, som konkurrerer imod privatskoler, eller folkeskoler som konkurrerer imod andre folkeskoler. Gennemsigtighed er nøglen for sund konkurrence: At lærerne selv, og ikke mindst forældrene, får adgang til målbare tal for hvordan det går – og ikke kun karaktergennemsnit, det vigtigste i sidste ende er trods alt, at alle kommer godt videre med ungdomsuddannelser.
Fritænkernes debataften om Helsingørs skoler satte fingeren på mange ømme punkter, men sluttede også af med fokus på den positive historie: Den Gode Lærer, som vi alle husker med glæde fra egen skoletid, og som vores børn også tit er heldige at opleve. Den Gode Lærer som vi skal belønne efter fortjeneste og holde fast i. Og Den Gode Lærer udefra som vi skal kæmpe for at trække til Helsingørs skoler.
Fritænkerne lader det ikke blive ved ord og tanker: Inden den entusiastiske debataften sluttede, aftalte de at mødes igen til efteråret og følge op – for som Erling ”Skipper” sagde, ”ellers batter det ikke!”
lørdag den 8. marts 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar