onsdag den 9. april 2008

Sucessen fortsætter...

Kære medlemmer.

Klik ind på
http://fritaenkeren.blogspot.com/2008/03/konservative-fritnkere-vil-reservere.htmlog læs referatet af Fritænkerens sidste møde, der endnu engang blev en stor succes.

Næste møde er tirsdag den 15. april med emnet "Kommunens økonomi" Hvem bestemmer? Lars Løkke eller Per Tærsbøl? Vores borgmester indleder mødet. Onsdag den 16. april fortsættes med endnu et møde over temaet "Kultur i Helsingør" med Malene Carmel som indleder.
Tilmelding til begge møder kan ske ved at skrive en e-mail til arne.kaae@adslhome.dk.

Øvrige arrangementer kan løbende ses på vores hjemmeside-kalender
www.helsingor.konservative.dk eller www.kommunalpolitik.dk


P.b.v.

Med venlig hilsenKonservative i Helsingør Formand Flemming Bech - tlf. 25 32 34 68Danske Bank 3163-3163431459

søndag den 6. april 2008

En by i provinsen? Ikke Helsingør!

Konservative fritænkere vil gøre op med Helsingørs selvtilstrækkelighed og åbne kommunen op for nye impulser - vi skal være ”Det hotte sted” i Nordsjælland.

”Byen har fantastiske omgivelser,” udtalte Ulrik Finnemann, administrerende direktør, Hotel Marienlyst, på det fjerde Fritænker-møde mellem 15 Helsingør-borgere, der torsdag aften mødtes til debat om erhvervspolitikken i Helsingør, ”men den er ekstrem provinsiel. Helsingør har mistet sit momentum – den er som Marienlyst var for 3 år siden, gået i stå som en gammel dame!”
Gammel dame med nyt momentum

Betragtningen fremkom efter at borgmester Per Tærsbøl (K) havde givet en kort indledning til aftenens fritænker emne: Helsingørs erhvervspolitik.

Men der er inspiration at hente hos nogle af kommunens succesfulde nabobyer. Som Jesper Elling, grundlægger af det succesfulde Coaching Company, udtalte: ”Hvornår slipper vi Helsingør som den provinsielle by den er, og løfter den? Hvorfor ikke gøre byen til en nordlig udgave af Rungsted – Helsingør skal være det lækreste sted i landet, lad os f.eks. få flere caféer og restauranter til byen med en høj standard.”

Der blev også peget på byer som Hillerød og Slagelse som eksempler på byer der arbejder målrettet med at få en tidssvarende infrastruktur på plads og derigennem tiltrække nyt handels- og erhvervsliv. Men dér har Helsingør ikke gjort det godt nok: "Byen er helt lukket efter klokken 18:30. Logistikken i byen er ikke i orden!" påpegede Advokat Ken Torpe Christoffersen.

Der var blandt Fritænkerne generel enighed om at kommunens infrastruktur trænger til et gevaldigt løft som en forudsætning for en mere ambitiøs udvikling af hele kommunen og specielt Helsingør by. På sigt skal kommunen arbejde på at få en tunnel til Sverige, var holdningen på mødet. Det gamle problem med manglende parkeringspladser trænger sig også voldsomt på og er blevet akut med igangsættelsen af Kulturværftet.

Ole Konstantyner pegede på at det burde være rimeligt nemt at få tiltrukket kreative erhverv til kommunen med de værdier kommunen kan byde på, men det kræver en meget bedre markedsføring (branding) end den der finder sted.

For at ændre på tingenes tilstand er det nødvendigt med en effektiv sagsbehandling fra kommunens side overfor virksomheder med interesse for at etablere sig. En kommunal holdningsændring er påkrævet, så man servicerer virksomheder og private der ønsker at bygge og ikke som det er manges opfattelse i dag: At man nærmest er til besvær. Jesper Laumann havde et nytænkende forslag her: "Teknisk forvaltning burde udliciteres. Investeringer mistes i dag pga. af dårlig sagsbehandling."

Arne Kaae foreslog at man som alternativ skulle lave en handlingsplan for Teknisk Forvaltning, der indenfor 3 år fik bragt Forvaltningen op mellem de 5 bedst performende Tekniske Forvaltninger i Danmark, og ikke som nu hvor den er en bundskraber. En top-performende Teknisk Forvaltning er hovednøglen til succes.

Konklusionen på mødet - at Helsingør er et godt sted at bo, at Helsingør har en enestående chance for at skabe en by i særklasse, men vi skal slippe værfts-nostalgien og tænke nyt og anderledes. Vi skal også arbejde på, at kommunen kan blive bedre ved at investere i et gennemgribende kommunalt serviceeftersyn.

v/ Arne og Kristian, baseret på noter af Søren - tak, Søren.

lørdag den 5. april 2008

Møde 15. april: ”Hvem bestemmer Lars Løkke eller Per Tærsbøl?”

Udviklingen af Helsingør Kommune ligger mange af os på sinde, og de fleste har nogle holdninger og idéer til dette.

For at få fremmet de gode idéer og inspirerende forslag fra borgerne i kommunen, har De Konservative i Helsingør søsat et projekt under navnet ”Fritænkeren”, og med dette navn vil vi signalere, at her netop er plads til frie tanker og åben debat, se vedhæftede.

Idéen med projektet er, at vi inviterer til såkaldte dagligstuemøder med 10 – 15 deltagere med ét af de mere omfattende politiske emner sat til debat efter en kort indledning fra et konservativt byrådsmedlem.

Det er mig en glæde hermed at invitere dig til en debat om kommunens økonomi under titlen ”Hvem bestemmer Lars Løkke eller Per Tærsbøl?”, hvor vores borgmester Per Tærsbøl vil deltage.

Mødet finder sted mandag den 15. april kl. 19.30 – 21.00 i vores dagligstue Havreholmvej 1, Vejmandens hus, Havreholm. Af hensyn til deltagerantallet bedes du tilkendegive din deltagelse på e-mail roulund@tdc-broadband.dk eller på telefon 49213033

Kom, hør og giv din mening tilkende.

Vi ses

Jesper Roulund

Hanne Buur

onsdag den 2. april 2008

Den negative sociale arv - 13. maj 2008

Konservative i Helsingør har under det overordnede projekt Fritænkeren med plads til frie tanker og åben debat planlagt en række dagligstuemøder, hvor vælgerne har mulighed for at møde politikerne og udveksle synspunkter om forskellige emner, fordelt på de enkelte aftener.

Emnerne vil alle være relaterede til de faste udvalg, som det politiske arbejde er centreret omkring.

Jeg har den glæde at være vært for et af disse møder med en spændende – og desværre lige nu alt for aktuel – dagsorden. Emnet er Den negative sociale arv, der beklageligvis rammer alt for mange af vore unge til stor belastning for dem selv, deres familier og for borgerne generelt.

Mødet vil finde sted her hos mig (Vildrosevej 24, Espergærde) tirsdag den 13. maj kl. 19:30

Erling Hansen, jeg tror egentlig at han kun reagerer på tilnavnet Skipper, vil indlede mødet og øse af sin store viden om emnet og dermed også redegøre for de problemer, som politikerne i nogen udstrækning savner løsninger på. Her kan du måske bidrage.

Erling Hansen er formand for Børne- og Ungeudvalget samt medlem af Social- og Sundhedsudvalget og Beskæftigelses- og Erhvervsudvalget Skipper er som det fremgår medlem af tre udvalg, der alle på en eller anden led har berøring med de unge, hvis problemer vi alle gerne vil være med til at løse.

Mødet skal opfylde to primære formål. For det første mulige idéer til Skipper, for det andet god information til jer om byrådets arbejde med problemet.

Husk tilmelding til Arne Kaae via e-mail arne.kaae@adslhome.dk eller på telefon nr. 49 13 44 37.

Venlig hilsen Mogens Eismark